Bliv SOSU-elev

Som SOSU-elev i Roskilde Kommune bliver du klædt på til at tage hånd om andre. Og vi tager hånd om dig. Du får en fast praktikvejleder. Du får en individuel elevplan. Vi har fokus på, at du trives hele vejen igennem din elevtid.

Roskilde Kommune - et godt sted at være elev

Roskilde er en stor kommune. Derfor findes her også mange jobområder. Du får mulighed for at afprøve mange forskellige former for SOSU-arbejde og får derved også et bredt uddannelsesforløb.

Vi tilbyder dig en elevplads, hvor du gradvist får mere og mere ansvar, og hvor du til sidst kommer til at arbejde på lige fod med de færdiguddannede. 

Når du starter som elev i Roskilde Kommune, får du en intropakke. Den består af en velkomstdag, hvor du bliver introduceret til kommunen, og hvor du får viden om dit praktikforløb. I pakken er der også en rygsæk, en praktikmappe, en vandflaske og et regnslag - ting vi ved, du får brug for i løbet af din praktikperiode.

Som SOSU-elev i Roskilde Kommune får du også masser af frisk luft og god motion. Du cykler nemlig rundt til borgerne og nyder godt af den skønne natur og kommunens mange cykelstier.

Du står aldrig uden hjælp

Det er vigtigt for os, at du får den bedst mulige oplevelse som elev i kommunen. Derfor får du tilknyttet en vejleder, som guider dig igennem forløbet og løbende svarer på alle spørgsmål, der dukker op. 

Allerede fra start tilbyder vi:

  • En elevplan, så du ved, hvad du skal forvente dig af praktikforløbet.
  • En forventningssamtale og senere i forløbet en midtvejs- og  slutevaluering.
  • En praktikvejleder, der holder øje med din trivsel og faglighed.